Produktionen af ikke-vævede stoffer involverer primært to faser: banedannelse og konsolidering. For det første fordeles korte fibre eller kontinuerlige filamenter jævnt for at danne en fiberbane ved hjælp af metoder som kartning, luft-udlægning eller våd-lægning. Efterfølgende bindes fibrene -enten gennem fysisk sammenfiltring eller kemisk vedhæftning-ved hjælp af teknikker som nåle-stansning, hydro-sammenfiltring (spunlacing), termisk binding eller kemisk binding for at skabe et stabilt ark.
Almindelige køkkenklude fremstilles for eksempel typisk ved hjælp af hydro-forviklingsprocessen. Høj-vandstråler bruges til at låse fibrene sammen, hvilket sikrer, at materialet forbliver blødt, samtidig med at det giver den nødvendige absorberingsevne og holdbarhed. Denne proces eliminerer behovet for kemiske bindemidler, hvilket resulterer i et sikrere produkt, der er egnet til direkte kontakt med service.
